Hvor intet vover

Jeg har igennem et stykke tid lært at leve igen. Ikke fordi jeg har været helt derude, hvor det næsten har været sådan, at løbet var kørt, men fordi jeg lever med en kronisk sygdom, der har rodet med min selvtillid og givet mig et ordentligt hak på selv samme.

Jeg vil ikke kede jer detaljer i forhold til hvordan og hvorfor samt en lang klagesang, i stedet vil jeg gerne fortælle, hvordan jeg kom videre. For det er nemlig hovedet på sømmet i denne sammenhæng, hvor man taler om sygdom, det at komme videre er essentielt.

I den sammenhæng må man aldrig være for stolt til at søge hjælp hos andre mennesker, der kan hjælpe dig med at tackle de nye udfordringer og skubbe til dit perspektiv. Jeg fandt selv hjælp hos en patientrådgiver, der havde erfaring med at rådgive kronisk syge, da hun selv har kæmpet store dele af livet.  Det kan du læse mere om her. Så hvorfor ikke lytte til hendes erfaringer og se, om ikke hun kunne være den person, der gav det lille skub fremad, der skal til for at komme tilbage til sit gode gamle jeg. Jeg er jo nok klar over, at intet helt bliver det samme, men jeg skal heller ikke bare være den person, der ligger mig på ryggen og giver op. Min patientrådgiver havde derfor en kampvillig person at gå i dialog med, men bestemt også en person, der så en smule sort på fremtiden.

Heldigvis var det positivt forløb, der skubbede til troen på, hvad man kan som syg. Man er nemlig ikke tvunget til noget som helst, og hvis man vil skabe et liv med fornyet mening og værdi, så skaber man det selv. Sammen med sit netværk og sine drømme.

Endnu ingen kommentarer

Skriv et svar